apress: FN køber IT for 300 millioner FN køber IT for 300 millioner ================================================================================ apress on 27 April, 2008 11:50:00 Ordren består af servere, printere og andet computerudstyr, som skal binde FN–kontorer på fjerne destinationer sammen med FN’s øvrige organisation. Danoffice er specialiseret i at levere køreklare IT–løsninger til organisationer i verdens brændpunkter. Udover FN tæller kundelisten blandt andet EU, NATO, Verdensbanken og en række mindre NGO–organisationer over hele verden. Inden for denne niche i markedet er Danoffice nu verdens største IT–forhandler med en markedsandel på cirka 25 procent og en forventet bruttoomsætning i 2008 på 350 millioner kroner. "Det kræver særlige kompetencer at levere til dette marked, og det har vi gearet vores virksomhed og medarbejdere efter. Vi kan levere IT–udstyr og softwareprogrammer på alverdens sprog, og vi gennemgår alt udstyr, inden det afskibes, fordi fejl er dyre at udbedre i en fjern hovedstad eller flygtningelejr," forklarer Danoffices adm. direktør Per Svehag. Væksten fortsætter I det senest offentliggjorte regnskab (2006) havde Danoffice et nettoresultat efter skat på 9,3 millioner kroner ud af en bruttoomsætning på et par hundrede millioner kroner. Virksomheden er de seneste tre år blevet kåret til Gazelle–virksomhed. I 2007 flyttede Danoffice ind i et nyt arkitekttegnet domicil på Englandsvej 14 i Svendborg. Byggeriet rummer moderne kontor, lager og konfigurationscenter og er tilrettelagt, så der kan udbygges. Det kan blive aktuelt i takt med at virksomheden forsøger at realisere sine målsætninger om at omsætte for en halv milliard kroner i 2010. "Vores vækstmål er realistisk. Ligesom andre steder i samfundet spiller IT en stigende rolle, når FN, NGO’er og andre skal koordinere deres indsats i verdens brændpunkter. Samtidig har vi styrket vores globale position på dette specielle marked, som er vores speciale," forklarer Danoffices adm. direktør Per Svehag. Udover domicilet i Svendborg har Danoffice kontor i Washington og åbner snart et i Asien.