Forside | Computere & IT | Fup og store bryster

Fup og store bryster

Skrift størrelse: Decrease font Enlarge font

Dansksproget website, rettet mod kvinder, lover større bryster ved brug af cremer og piller. Virus112 mistænker sitet for at høste e–mail adresser til at udsende spam. Kliniske eksperter kalder det farligt, svindel, humbug og forsøg på bedrageri.

Sommer, varme, sol og strand. I den forbindelse er der nok nogle kvinder, der godt kunne tænke sig at fylde bikinioverdelen mere ud. Men valget af brystimplantater, til 30–40.000 kroner, tiltaler måske ikke, og ifølge Brystforstoerrelse.com behøves kirurgi ikke. De har alternativer i form af cremer og piller. Naturligvis baseret på 1. klasses naturlige produkter.

Det er jo næsten for godt til at være sandt – og det er det også! Websitet er fup og fiduser. Fra et it–sikkerhedsmæssigt synspunkt er formålet med sitet at høste e–mail adresser, som herefter sælges videre til spammere.

Desværre er der ikke meget at gøre. Selvom Brystforstoerrelse.com er på dansk, så er det ejet af en amerikaner og hostet i Spanien. Dermed er det udenfor dansk lovgivning. Hvis dette site havde været dansk ejet, så ville det forholde sig anderledes.

"Vi kan ikke tage stilling til den konkrete sag. Men efter dansk markedsføringslovs § 6 er der et totalt forbud mod at sende uanmodet e–mails, bedre kendt som spam", siger Birgitte Wested, jurist hos Forbrugerombudsmanden.

Hovedrystende eksperter
Kliniske eksperter på området har en mere markant holdning til dette site. De angiver direkte, at det er svindel, humbug og forsøg på bedrageri.

"Indholdet på denne hjemmeside er svindel fra enden til anden. Der er absolut ingen videnskabelige holdepunkter for, at man kan øge sin bryststørrelse på den måde, der beskrives på denne hjemmeside", siger Niels Kroman, Overlæge, dr. med. på Rigshospitalets Mamma & Endokrinkirurgiske klinik.

Formanden for Dansk Selskab for Kosmetisk Plastikkirurgi (DSKP), Per Bjerregaard, er også rystet over websitens indhold og samvittighedsløse forsøg på at svindle kvinder:
"Oplysninger på siden er bevidst vildledende, og må karakteriseres som forsøg på bedrageri. Dette forhold bestyrkes af fodnoten på hjemmesiden, hvor moderselskabet og alle ansatte fraskrives et hvert ansvar for skader, tab, manglende effekter som oplysningerne på siden måtte afstedkomme", siger Per Bjerregaard.

Livsfarlige produkter
Ud over at man risikerer at modtage spam, virus, orme og trojanere på sin tilmeldte e–mail adresse – så er der også langt mere håndgribelige grunde til, at holde sig langt væk fra de produkter som sitet reklamerer for. Brug af produkterne kan nemlig være med livet som indsats.

"Produkterne hævdes at være fuldstændigt uskadelige, uden at indholdet dog bliver specificeret nærmere. Den eneste medicinske effekt som nævnes, er østrogen effekt. For stor østrogen tilførsel øger risikoen for blodpropper, hvilket ikke oplyses på hjemmesiden. Desuden mangler der enhver klinisk dokumentation for præparaternes effekt, siger DSKP’s formand, Per Bjerregaard.

Niels Kroman fra Rigshospitalet er heller ikke i tvivl, og hans konklusion er, at det er humbug. Og skulle der være et dukket et stof op, som han mod forventning ikke har kendskab til, så er det farligt.

"Hvis der findes et middel, der kan øge brystets størrelse, vil det skyldes en påvirkning, der også vil øge risikoen for udvikling af brystkræft." siger Niels Kroman, Overlæge, dr. med. på Rigshospitalets Mamma & Endokrinkirurgiske klinik.

Fødevareregion Øst’s Kontrolafdeling i Rødovre har heller ikke meget til overs for websites, der enten sælger eller reklamerer for sådanne produkter.

"Vi har haft tilsvarende sager tidligere, hvor mirakelprodukter lanceres uden der foreligger nogen form for dokumentation for klinisk test eller bevisførelse på effekt. I andre tilfælde har der været ulovlige indholdsstoffer i f.eks. kosttilskud, hvoraf flere har vist sig at være sundhedsskadelige", siger Christina Møller fra Fødevareregion Øst.

Frækt og overbevisende
Det som gør at nogen kan falde i, er websites meget overbevisende fremtoning. Det er opbygget med punkter om tilbagebetalingsgaranti, erklæringer og anbefalinger fra kunder og læger, prisindikationer og information om kvalitetscertifikater.

Yderligere indikeres der, at det amerikanske Food and Drug Administration (FDA) ikke har opført et eneste af ingredienserne som værende farlige – og at der heller ikke er rapporteret om nogen bivirkninger. I kraft af sin faglige viden på området narrer det dog ikke DSKP’s formand.

"Dansk Selskab for Kosmetisk Plastikkirurgi tager voldsomt afstand fra oplysningerne om brystforstørrende cremer og piller som anført på breast–enlargement–world.com´s dansksprogede hjemmeside brystforstoerrelse.com", siger Per Bjerregaard.

Som forbruger skal man se sig godt for. Der findes mange fupsites på nettet, der kun har det formål, at tjene penge på folks uvidenhed, ønsker og drømme om hurtige resultater. Det gamle ordsprog om at ikke alt der glimter, er guld – er yderst beskrivende i denne sag.

"Man skal være forsigtig som forbruger, hvis man vil købe fødevarer eller kosttilskud fra udenlandske hjemmesider – og så i øvrigt bruge sin sunde fornuft", siger Christina Møller fra Fødevareregion Øst.

Kilde: www.virus112.com

Tilføj til: Add to your del.icio.us del.icio.us | Digg this story Digg | Tilmeld til aNyhed.dk aNyhed

Kommentarer (0 skrevet):

Skriv din kommentar comment

Skriv venligst koden som du ser i billedet:

  • email Email til en ven
  • print Udskriftsvenlig udgave
  • Plain text Kun tekst
Tags
Der er ingen tags for denne artikel
Bedøm denne artikel
0